Den gang jeg var i stykker

Du skal på førtidspension..!!

….sagde en læge til mig, da jeg som 26 årig blev udredt på Bispebjerg hospital. Ifølge ham var jeg invalid. Baggrunden var at jeg havde en mindre scoliose (skæv ryg), der fuldstændig havde låst min krop. Jeg kunne ikke bevæge mig særligt og levede med ret store smerter. Jeg var langtidssygemeldt fra mit første job som nyuddannet pædagog. Følelsesmæssigt havde jeg et ukærligt og perfektionistisk forhold til mig selv, der lagde et stort pres på mit liv og mig som menneske. Jeg var ikke god til at give slip, og jeg blev let utryg, når jeg ikke havde kontrol, hvilket gjorde at jeg havde en høj stressbelastning i krop og sind. Jeg stillede store krav til mig selv og endte med at gå ned med fysisk og mental- stress.

Nu stod jeg her og var fanget i min egen krop med besked om, at jeg skulle lærer at leve med det. ”Tak men nej tak”, tænkte jeg. Jeg måtte finde en anden ”butik, når lægen ikke kunne tilbyde mig andet i sin. 1 uge senere lå jeg på en briks og fik min første kropsterapeutiske behandling.

Det blev startskuddet på en lang rejse, hvor jeg lag for lag langsomt, men sikkert, fik pillet en betonskal af mentale og kropslige spændinger af. Det tog tid og det gjorde ondt. I takt med at kroppen blev blødere og mere fri, begyndte brystkassen at udvide sig. Den havde det meste af mit liv været en lille bitte 1- værelses lejlighed og var nu udvidet til en kæmpe bolig med stuer en suite. Hvad skulle jeg bruge al den plads til?

Jo ser du, pladsen skulle fyldes med lys, selvkærlighed og mod til at fejle og bare være et menneske med alt, hvad det indebar. Hvem havde bestemt, at jeg ikke måtte fejle, træde ved siden af, have morgenhår og birkes imellem tænderne? Jeg havde aldrig taget stilling til min egen selvopfattelse, aldrig tænkt over, hvor grimt jeg talte til mig selv, og hvor ked af det jeg egentlig var over altid at være utilfreds med min egen indsats. Faktum var at jeg havde skabt et liv med så meget indre pres, at jeg ikke kunne trække vejret.

En behandler spurgte mig en gang ” hvad er du allermest bange for?” Ingen havde nogensinde stillet mig det spørgsmål og det var faktisk også en hemmelighed. Med røde kinder, tårer i øjnene og en klump i halsen løftede jeg nu låget fra mit alder hemmeligste og svarede jeg “at være grim”. Behandleren smilede og svarede, “nå men det er da godt du får det på bordet, for det vil jeg gerne slå fast, du er ikke et grimt menneske”. Det føltes så pinligt, at sige det højt men dækkede over, at jeg var overbevist om, at jeg havde flere menneskelige fejl end andre, og hvis det blev opdaget ville ingen kunne lide mig. Jeg kunne jo ikke en gang lide mig selv. Med kyndig og kærlig støtte blev der truffet fundamentale livsvalg og en ny vej med erkendelser begyndte at tage form. Jeg skulle til at se mig selv med helt andre og især omsorgsfulde øjne og øvede mig i at mærke det, der føltes sandt for mig indefra fremfor, hvad jeg tænkte, der så bedst ud udefra. Det var på tide at samle mod til at slå vingerne ud.

4 år senere var jeg så fin, som jeg aldrig har kunne huske at have været før. Jeg kunne bevæge min krop lige som alle andre, og jeg levede et liv, hvor jeg ikke længere stoppede mig selv, hver gang jeg blev bange for at fejle.

I dag, 18 år senere, tilrettelægger jeg mit liv efter, om jeg, bogstaveligt talt, kan få luft i de valg jeg træffer. Mit værktøj er blandt andre bevidste åndedrætsteknikker. Ved at trække vejret bevidst mærker jeg hvilke tanker, der rumstere i mig. Er de kærlige eller er de begrænsende? Hvis de er negative, hvad stikker inden under. Hvad er jeg bange for? er der noget jeg undgår? Hvad har jeg brug for? Det lyder måske banalt, men for stå mig ret. Et bevidst åndedræt giver ikke et problemfrit liv, men ændrer derimod måden du ser og rummer dine udfordringer på. Derved bliver det lettere at være og finde fokus i det, der ikke er rart.

Nogle gange er de mest banale ting de sværeste at få øje på

 Tak fordi du læste med  

Tina Hemmeløff